Vagtchef Lars Grønlund kunne fortælle om en rolig nat i politkredsen generelt, men i Vejle valgte en 29-årig mand at nikke sit hoved ind i væggene og luftbokse mod de øvrige personer på perronen. Det endte med en anholdelse.
– Kl. 18.47 bliver vi kaldt til et færdselsuheld i Kolding i krydset mellem Mosevej og Haderslevvej. En 31-årig kvindelig bilist overtræder vigepligten og rammer en 26-årig mandlig motorcyklist. Der skete heldigvis kun materielle skader, siger Lars Grønlund og fortsætter:
– På banegården i Vejle har en 29-årig mand i går aftes haft en utrygskabende adfærd, da han gik rundt og nikkede sit hoved i glasruder og andre elementer på banegården. Derudover valgte han at luftbokse efter andre personer på perronen. Han blev derfor anholdt.
– Endelig skal vi til Kolding, hvor en 26-årig mand hev fat i en andens jakke efter en diskussion. Det endte desværre næsten i vold, hvorfor de tilstedeværende blev utrygge, og tilkaldte politiet, der fik stoppet balladen.
Her på AVISEN bringer vi dagligt nyheder fra Sydøstjyllands Politi. Du kan følge med på AVISEN for de nyeste kriminalhistorier. Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.