Gennem sommeren er flere blevet snydt af mænd i udenlandske kassebiler.
– Vi har desværre mange henvendelser på kassevogne, der kører rundt i Fredericia, primært udenlandske vogne med polske eller irske nummerplader. En af kassevognene har teksten: ”All Stone Cleaning Service” på siden af bilen. Vi hører fra vidner, at de kører rundt og tilbyder havearbejde, eller at rense folks tag. Det ender desværre også i svindel og humbug, og i sidste ende er henvendelserne med henblik på indbrud. Så har nogen hørt eller set noget, så modtager vi meget gerne henvendelser med registreringsnummer og billeder, siger Ole Eckholdt, der fortæller, at der har været mange anmeldelser sommeren over generelt og særdeles mange det sidste år.
– Det er ikke bare en hændelse, og vi tror heller ikke, at det bare er en hvid kassevogn, der kører rundt. Der er hændelser fra Stenhøjvænget, Mylius Eriksensvej og Elboparken. Ofte opstår der også komplikationer, hvor det første aftalte beløb, ikke er tilstrækkeligt. Man ser også, at så har de renset en tredjedel af et tag, men ikke vil rense resten, før der kommer flere penge, det går oftest galt, slutter Ole Eckholdt, der opfordrer folk til at kontakte politiet på 114, hvis de ser noget mistænkeligt.