Det var noget af en melding, der tikkede ind hos politiet lørdag eftermiddag klokken 16.28. En borger anmeldte, at omkring 50 sortklædte personer stod på parkeringpladsen på Kongebrogade i Kolding og kastede med dåser på parkerede biler. De havde også flag med, hvor der var dødningehoveder på. Da politiet troede, at det var autonome personer, blev der sendt en del politipatruljer til stedet.
– Det så lidt vildt ud, da politipatruljerne kom frem til stedet. Men det viser sig heldigvis, at det var en nogle unge mennesker, der var ved at optage en musikvideo. Vi fik os lige en snak med dem, men alt foregik i ro og orden, oplyser vagtchef Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.
Indlægget Optagelse af musikvideo skabte panik i Kolding blev vist første gang den Fredericia Avisen.