Det tog ikke lang tid for politiet at opklare et indbrud hos K.T. Antirust på Viaduktvej, der er sket i tidsrummet mellem tirsdag klokken 16.00 og onsdag klokken 05.30. Indbrudstyven havde knust en rude med en sten, og så var der blandt andet blevet stjålet værktøj samt en kundebil, da indbrudstyven havde fundet bilnøglen hos firmaet. Men indbrudstyven havde også efterladt sig nogle gode spor i form af fodaftryk. Politiet havde en mistanke til en navngivet fredericiansk mand, som de mente, godt kunne have begået dette indbrud. Derfor besluttede de at aflægge ham et besøg.
– Da politipatruljen er på vej ud til manden, møder de ham på gaden. Tilfældigvis har han de samme sko på, hvor sålaftrykket passer til indbruddet på Viaduktvej. Han erkender indbruddet og bliver anholdt. Det sker klokken 09.00, oplyser politikommissær Ole Eckholdt fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.
Den 29-årige mand er også i besiddelse af andre bilnøgler, som han har stjålet ved indbruddet. Den kundebil, som han tog, viser han politiet, hvor den holder. Den er nu tilbage ved ejeren.
Politiet finder også i sin efterforskning ud af, at den 29-årige mand står bag ved et indbrud hos Dansk Fitness på Prangervej, der skete onsdag den 20. juli klokken 05.30, hvor han kravlede ind at et åbenstående vindue.
Indlægget Hurtigt opklaring af indbrud hos Antirust Center blev vist første gang den Fredericia Avisen.