En kunde blev så sur over, at han i nat ikke kunne betale med kontanter, at han nægtede at forlade Circle K på Snaremosevej 180 i Erritsø. Tankpasseren trykkede på sin overfaldsalarm klokken 02.05.
– Vi får telefonisk kontakt med tankpasseren i første omgang, hvor vi også snakker med kunden, som er sur over, at han ikke kan betale med kontanter på stedet. Men retningslinjen på Circle K er, at der kun kan betales ved benzinstanderen. Medarbejderen kan ikke åbne kassen i butikken om natten for at modtage kontanter, oplyser Jeppe Tranum fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.
Det lykkedes heller ikke politiet at forklare det for kunden i telefonen, så man besluttede at sende en patruljevogn til stedet.
– Men kunden var kørt, da patruljen kom frem, slutter Jeppe Tranum.
Indlægget Tankpasser trykkede på overfaldsalarm i nat blev vist første gang den Fredericia Avisen.