Tirsdag eftermiddag klokken 13.55 skete der et røveri mod en 13-årig dreng på Jyllandsgade ved Sct Michaelis Kirke i Fredericia. Den 13-årige dreng går fra Norgesgade til Jyllandsgade, da han pludselig blev grebet hårdt i venstre arm af en ukendt gerningsmand, som siger: Giv mig din telefon, eller jeg smadrer dig! Gerningsmanden spørger også den 13-årige dreng, om han har penge. Det har drengen ikke. Efter røveriet løb gerningsmanden ad Norgesgade mod volden.
– Gerningsmanden beskrives som: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 20-22 år, 186 cm høj, spinkel af bygning, brun hudfarve, kort sort hår, havde hvid bøjle på tænderne, talte dansk. Han var iført en grøn dunjakke samt blå Nike Air sko, oplyser politikommissær Ole Eckholdt fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.
Politiet hører gerne fra vidner til røveriet. Du kan kontakte lokalpolitiet i Fredericia på tlf. 1-1-4.
Indlægget 13-årig dreng udsat for røveri på åben gade blev vist første gang den Fredericia Avisen.